©  Foto:

CopenHill

Københavns futuristiske skibakke på toppen af det nye forbrændingsanlæg på Amager.

Stå på ski ned af taget af det enorme forbrændingsanlæg. Og hvis du er rigtig sej, tager du Nordeuropas højeste klatrevæg op til toppen igen.

Uanset om du går, løber, klatrer eller tager skiliften, så er udsigten over København svær at slå fra CopenHills 85 meter. 

CopenHill har givet københavnerne og besøgende muligheden for fede bjergsportsaktiviteter i en storby uden nævneværdige højdemeter og er spektakulær og innovativ i ordenes yderste potens. Det nye, enorme skud på Københavns arkitektoniske stjernehimmel har siden åbningen i efteråret 2019 været synligt fra det meste af byen.

Københavns første skibakke

Du kan nu stå på ski og snowborad ned af Københavns første skibakke. Du kan medbringe dit eget udstyr, eller du kan leje noget fra butikken Steep and Deep, hvor eksperter vil være klar til at hjælpe dig. Præcis som på mere traditionelle skisportsdestinationer kan du selvfølgelig også afslutte din dag på pisten med afterski på CopenHills helt egen afterskibar og café. 

Hvis du ikke er til skiløb kan du også prøve den nye hikingrute, som går hele vejen langs CopenHills tag. Hvis du er certificeret klatrer kan du også prøve CopenHills klatrevæg, der med sine 85 meter er verdens højeste. 

Innovativ og bæredygtig

Det er de legefulde og kreative features der er med til at gøre ARC til en helt ny måde at tænke ressourcehåndtering i en storby på. Her har man nemlig gjort et forbrændingsanlæg til noget, som rent faktisk bliver budt velkommen af byens indbyggere.

ARC er et af de tiltag, der skal være med til at gøre København til verdens første CO2-neutrale hovedstad.