©  Foto:

Caritasbrønden af Statius Otto

Caritasbrønden eller ’Guldæblespringvandet' er det ældste springvand i København. Den blev bygget i 1608 af Christian 4. over en af byens brønde, så borgerne kunne hente frisk vand. Under springvandet findes stadig den seks meter dybe murede brønd, der altså er Danmarks eneste bevarede renæssancebrønd.

Springvandets figurer er udformet af billedskæreren Statius Otto og støbt af bronzestøberen Peter Hoffmann, der stammede fra Nürnberg, men arbejdede i Danmark. Bronzen til støbningen blev leveret fra Kronborg Gjethus og stammer fra danske kirkeklokker, der var blevet beslaglagt af Christian 4. i årene 1601-02 for at støbe kanoner. Caritas betyder næstekærlighed på latin og hænger sammen med symbolismen bag springvandets figurer.

Det blev renoveret i 1781 med en ny sokkel udskåret i marmor, der formodentlig stammede fra byggeriet af Marmorkirken. Soklen har Christian VII's monogram og Københavns byvåben indgraveret.

Springvandet blev anvendt for første gang i sin nye fremtoning d. 26. maj 1892 for at markere kong Christian IX's og dronning Louises guldbryllup. Denne tradition har holdt ved, og springvandet bruges stadig til at markere royale mærkedage ved at springe ud med guldbelagte æbler. Det er bl.a. på Hendes Majestæt Dronning Margrethe II’s fødselsdag, Hans Majestæt Kong Frederik 10.’s fødselsdag og Grundlovsdag d. 5. juni.