©  Foto:

Jul og vinter i Zoo

Zoo kan sagtens være en vinteroplevelse! Mød havens dyreunger, se hvordan dyrene udvikler vinterpels og lav julepynt af naturens materialer. Og hvis det bliver lidt for koldt, kan du altid få varmen i de mange indendørsområder eller i en af Havens restauranter. 

Vinterpels og indendørs læ fra kulden
Oplev hvordan dyrene i Zoologisk Have tilpasser og udvikler sig i årets kolde vintermåneder og få varmen rundt omkring i Havens mange indendørsområder. Du kan bl.a. være heldig at hilse på girafferne, næsehornet, eller ”dykke” med flodhestene ned under vandet. Du kan også møde Havens mange dyreunger. 

Hæng ud med de vandrende pinde
I Zoolab kan både store og små opleve, hvordan en vandrende pind mestrer sin 'superkræft': selvfølgelig kamuflering! I weekender og ferier vil en zooguide være til stede, klar til at dele al sin seje viden om det forunderlige dyr. 

Naturens juleværksted
Lav årets sejeste julepynt af naturens helt egne materialer! Vidste du f.eks., at rensdyrgevir er perfekt som smukt juletræspynt? Eller at et stykke træ både kan blive til en sød julemus eller smarte til-og-fra-kort, som kan bruges til årets julegaveindpakning? Du finder naturens juleværksted i Børnezoo huset, hvor zooguiderne vil stå klar til at hjælpe med at kreere personligt og naturligt julepynt, samtidigt med at de kan fortælle om skind og kranier fra Nordens dyr.

Snup en mad- og drikkepause 
Hvis din mave brøler om kap med Havens løver, kan du snuppe en velfortjent madpause i en af Zoos mange spisesteder, der byder på både sødt, salt, varmt og koldt. Det er helt op til dig, hvad du vil sætte kløerne i! 

Quiz i dyrelort 
I Zoo kan du teste din viden - og forhåbentligt blive klogere - om dyrelort. Det kan man vist kalde en vaskeægte lortequiz. Tør du gætte på, hvordan lorten fra en panda ser ud? Eller hvad med en tårnhøj giraf? Om ikke andet kan du få svarene i denne quiz, der foregår på 1. sal i Zooshoppen. Undervejs får du lov at se ekskrementer fra nogle af Havens dyr - hvilken fantastisk lorteoplevelse.