Kaffeslabberasen
På Enghave Plads ligger Kaffeslabberasen, der grundet størrelse og indretning egner sig til alt fra hyggesnak til arbejdssamtaler og mødregruppemøder.
Kaffeslabberasen er endnu en af Vesterbros mange kaffebarer, men den skiller sig alligevel ud. Stedet er nemlig stort, og der tilbydes siddepladser i massevis. Placer dig på en træstub, slæng dig i en sækkestol eller sid på bænken langs væggen.
Du kan også benytte dig af kaffebarens gratis wifi, så du kan bare tage computeren under armen. Babyen kan du også have med, for Kaffeslabberasen er børnevenlig og indbyder til hygge for alle størrelser.
Brød, is og kager
Kaffebaren er udstyret med et lille mini-bageri, hvor du kan købe både brød og andet bagværk til at nyde i kaffebaren eller til at tage med hjem. Derudover er der også en lille isbod, hvor du kan forkæle dig selv med frisk, prisbelønnet Hansen is.
Derudover er der et menukort, der lokker dig med morgenmad, sandwiches og mere.