
Halloween i Tivoli
Hvert efterår bliver Tivoli forvandlet til et fortryllet Halloween-univers med hekse, græskar og lanterner.
Er du klar til årets mest (u)hyggelige sæson? Oplev Halloween og ægte efterårsstemning i Tivoli, hvor heksene brygger eliksirer, edderkopperne kribler og boderne bugner af efterårsgodter.
Træd ind i Tivolis fortryllede og smukt dekorerede efterårshave, hvor du kan hilse på lysende græskarmænd mellem kringlede stier og smukke efterårsblade. Når mørket falder på, forvandler tusindvis af lys Tivoli til et magisk univers, hvor farverne stråler, og stemningen bliver helt særlig.
For familiens små monstre er efterårsferien fyldt med (u)hygge. Havens hekse har brygget på et skræmmende underholdende program med masser af gysende sjov. Du kan også grine med, når Rasmus Klump laver spøg og ballade på Plænen, skær dit eget græskar i Møllen, besøg heksene i Urtehaven, bryg eliksir ved den store gryde, leg fangeleg i labyrinten og meget mere.
Følg duften af søde Halloween-fristelser og efterårsgodter, eller gå på opdagelse blandt spøg og skæmt i boderne, hvor der gemmer sig masser af (u)hyggelige overraskelser.
Forlystelserne holder åbent i Halloween-perioden, så du kan trygt forvente masser af skrig og hviiiin fra både små og store vovehalse. De yngste kan også stige ombord i de særlige Halloween-forlystelser Det Lille Spøgelsestog og Heksekarrusellen. For de større er der også særligt uhyggelige Halloween-forlystelser. Tør du vove dig igennem den forladte herskabsvilla Villa Vendetta, hvor familien Vendetta lurer bag dørene? Og kan du komme helskindet gennem Det Hjemsøgte i kældergangene under Rutschebanen, hvor hvileløse sjæle vandrer blandt levn fra fortidens eksperimenter?
Når det kommer til mad, har Tivoli et godt og varieret udbud. Nogle foretrækker at medbringe deres egen mad og lave en picnic på Plænen, men du kan også vælge mellem Tivolis mange gode restauranter. Du kan finde alt fra traditionelle danske retter til fransk bistro eller asiatisk mad. Skal Halloween have ekstra stjernedrys, kan du få en gourmetoplevelse ud over det sædvanlige i Det japanske Tårn. Her står den spanske restaurant COME klar til at servere Día de los Muertos med Michelin-magi.
Tivoli er blandt Københavns mest besøgte topattraktioner. Du kan finde de andre her.